Det er lørdag, og du skal have gæster til aften. Du vil gerne have, at huset eller lejligheden tager sig ud fra sin bedste side, men da du vågner, ser du til din store ærgelse, at det sværmer med bananfluer over det hele. Det er intet mindre end en invasion.

Og selvom bananfluer er ganske ufarlige – de bærer hverken på sygdomme eller andet stads – ja, så er de møgirriterende. Specielt hvis du venter gæster. I dette indlæg kan du ikke bare læse mere om, hvordan du slipper af med bananfluepestilensen – du kan også læse om, hvorfor de egentlig har invaderet dit hjem til at begynde med.

Bananfluer tiltrækkes af fødevarer i fordærv

Lad os starte med det første spørgsmål, vi stiller os selv, når det lige pludselig myldrer med de frugtsultne terrorister i hjemmet: hvorfor? De er tilsyneladende kommet ud af ingenting – og fra den ene dag til den anden. Har de måske siddet i frugten, du købte i går? Er de måske fløjet ind gennem vinduet i løbet af natten?

Nej. Bananfluerne har faktisk hele tiden har været i dit hjem. De er bare så små, at du ikke kan se dem – altså lige indtil de er voksne og flyver rundt over det hele. Bananfluerne kan nemlig lugte gærceller på lang afstand, og det er derfor, de kommer, når man har fordærvede frugter og grøntsager i huset. Det skriver videnskab.dk, der har allieret sig med en ekspert på området, Thomas Pape. Her gemmer de sig i potteplanter, hvor de lever af rådne blade og kommer frem, når de kan lugte de gode sager.

De voksne fluer lægger så æg i den fordærvede frugt, som bliver til larver, pupper og til sidst fuldvoksne fluer. Den proces tager relativt lang tid, ca. 10 dage, så hvis man bare er hurtig til at skille sig af med den rådne frugt, burde man hurtigt blive problemet kvit. Mere om det herunder.

Undgå rådden frugt – eller læg frugten i køleskabet

Det bedste tip til både at slippe af med og forebygge bananflueinvasionen er selvsagt at fjerne de ting, der tiltrækker bananfluerne. Dvs.:

  • Halvfordærvede grøntsager og frugter – det gælder også det i skraldespanden
  • Tomme vin- og ølflasker; spildte sjatter mm.
  • Beskidt opvask med madrester
  • Madrester og indtørrede pletter i køkkenvask, på komfuret osv.

Når du har taget hånd om disse ting, vil bananfluerne lige så stille forsvinde af sig selv, eftersom der ikke kommer nye til. Hvis du står i en situation, hvor du hurtigt har brug for at komme af med bananfluerne, findes der en række husmorråd, der faktisk er ganske effektive. Princippet er, at du tager et glas med lidt eddike, rødvin, æblecider, balsamico e.l. (lokkemad) og spænder et stykke film eller en pose over. Du klipper et lille hul i posen eller filmen, så bananfluen kan komme ind, men har svært ved at komme ud.